Abent hus på Stutteri Atterupgaard ved Jystrup.
De to store ildsjæle i Dansk Avl: Kristine og Michael Sinding kunne den 28 august 2010 slå dørene op for deres nye ridehus på stutteri Atterupgaard ved Jystrup i Midtsjælland. Atterupgaard er en stor gård med 150 hektar til, der ejes af Kristines far Klaus Munch Nielsen, og det er dejligt at se, at flere generationer kan være fælles om at drive og opbygge noget så ambitiøst som dette stutteri. Atterupgard er et sted der oser at gamle traditioner med pragtfulde gamle kampestensudlænger fra 1800 tallets anden halvdel, men stedets historie går helt tilbage til Dronning Margrethe den I´s tid. Gården er placeret i Midtsjællands smukt kuperede landskab med skov, fritstående trægrupper og vildtremiser omkring.
I løbet af de sidste par år er stutteriet vokset betydeligt, og i dag tæller det omkring 70 heste, hvorfor en gammel drøm om eget ridehus er gået i opfyldelse på et kærkomment tidspunkt. Bygningen rummer nemlig foruden ridehal også plads til de mange ridehestene, og der er indrettet 4 store løsdriftsafsnit til føl og plage.
Ridehuset er stilfuldt opført, og der er lagt vægt på smagfulde detaljer, rene linier og holdbare materialer.
Showet bestod af et udpluk af dette års bedste resultater, som udover de viste heste også omfatter en guldmedaljesamling, som stutteri Atterupgaard fik tildelt på følskuet i Vallensbæk.
Kristine og Michael har de sidste år - som noget nyt - haft stort held med at producere rugeføl, så mødrene kan gå i sport uden at være hæmmet af drægtighed. Det var spændende at se resultatet af den nye teknologi i hesteavlen.
|