Travl sæson i Bernstorffsparken


Sportsrideklubben, som er hjemmehørende på Sjælland, byder på flere internationale stævner, mesterskaber og en livsstilsmesse i 2015.

 

Livsstilsmesse i Bernstorffsparken


Som noget nyt har klubben indgået i et samarbejde med CHPevent ved Claus Haas Petersen, der arrangerer livsstilsmesser på danske slotte og herregårde. – Vi har gjort os nogle overvejelser omkring, hvad vores stævneplads i Bernstorffsparken også kan bruges til. Så i et samarbejde mellem Bernstorff Slot, CHPevent og os, har vi besluttet af arrangere en livsstilsmesse i Bernstorffsparken, fortæller Jakob Leth fra Sportsrideklubbens ledelse. Besøgende vil i weekenden den 8. – 9. august kunne opleve de flotte hvide pagodetelte på springbanen fyldt med herligheder af enhver art fra forskellige forhandlere. På sigt overvejer klubben at arrangere et mindre, eksklusivt stævne i forbindelse med livsstilsmessen, så københavnerne også kan få en smagsprøve på ridesporten.

 

Foto: Ridehesten.com


Internationale stævner
Sportsrideklubben har skabt en god tradition for at indbyde til internationalt distanceridt – Københavnerridtet – og igen i år vil både danske og internationale ryttere kunne nyde den smukke nordsjællandske natur på forskellige ruter – den længste vil være på 160 km. Stævnet afvikles den 9. maj.
I år er Sportsrideklubben også vært for det danske mesterskab i military, når den smukke terrænbane på Lundegården i Høsterkøb åbnes for danske og internationale ryttere, der deltager i de et- og tostjernede klasser den 3. – 5. juli. Formand for Sportsrideklubben, Ole Rosdahl, fortæller: – Vi har de sidste fire år oplevet hvordan stævnet er vokset. Både danske og udenlandske militaryryttere har sat endog meget stor pris på at ride i København. Og vi tør godt love dem at de ikke bliver skuffede i år, hvor vi igen sætter alle sejl til, for at sikre ryttere, heste og tilskuere de bedste rammer og en sportslig oplevelse ud over det sædvanlige.
Bernstorffsparken danner rammen om det nordiske mesterskab i springning for ponyer, children, U18, U21 og U25 – en stor opgave hvor alle sejl vil blive sat for at give de unge mennesker en uforglemmelig oplevelse af dette års nordisk/baltiske mesterskab, der afvikles fra den 24. – 28. juni.

 

Københavnsmesterskab med meget mere
Sportsrideklubben indbyder også til Københavnsmesterskab i dressur den 25. – 26. april. Igen i slutningen af maj fra den 23. – 25. afvikles distriktsmesterskaber for ponyhold og individuelt for seniorer i Bernstorffsparken i forbindelse med et stort distriktsstævne i springning for både heste og ponyer.
Igen i eftersommeren inviterer Sportsrideklubben distriktsrytterne til stævne i Bernstorffsparken. Den 14. – 16. august er det dressurrytterne, både heste og ponyer, der indtager parken, og måneden efter fra den 12. – 13. september er det springrytterne, som skal afgøre sjællandsmesterskabet både for senior, junior og ungryttere inde i Bernstorffsparken.

 

Ny bund i Parken
Som man kan se ud af ovenstående, har klubben en travl sæson foran sig, det har betydet, at klubben har valgt at aflyse det trestjernede springstævne, som oprindeligt var planlagt til at finde sted i midten af juni.
– Vi ligger ikke på den lade side i klubben i år, så vi har valgt at koncentrere vores kræfter om de mange andre stævner, og så i stedet arbejde mod et internationalt dressur- og springstævne i Bernstorffsparken til næste år, fortæller Jakob Leth. Grunden til at der nu igen er mulighed for at afvikle et internationalt dressurstævne i Bernstorffsparken skyldes planer om at få nedlagt græstæppet og erstattet det med en stor sandbane.
– I samråd med Slots- og Ejendomsstyrelsen har vi besluttet at ændre på banen. Det er med blødende hjerte vi gør det, men udviklingen i sporten viser, at rytterne vil ride på sandbund. Det hverken kan eller vil vi kæmpe imod. Omvendt så vil vi i fremtiden kunne være stensikre på bundforholdene, og det er også en stor fordel. Vi har indgået aftale med en landskabsarkitekt til at redesigne stævnepladsen, så den fremstår bedst muligt i den smukke Bernstorffspark. Vi skal naturligvis også have estimeret omkostningerne, der er forbundet med omlægningen fra græs til sand. Det vil koste nogle millioner. Vi skal nu i gang med at søge forskellige fonde, så vi til næste år er klar med en helt ny bane, og nye muligheder, slutter Jakob Leth.

 

Jakob Leth er formand for Sportsrideklubben

Foto: Ridehesten.com

 

Copyright: Horsenews.dk – website udviklet af CMS Editor