Tina Lund kommer hjem fra Dubai for at ride i Odense

 

I eftersommeren 2013 flyttede en af dansk springsports store profiler Tina Lund (finalist i Vild med dans) til Dubai med sin mand Allan Nielsen og sønnen Louis. Tina Lund fik hurtigt succes på konkurrencebanerne i ørkenstaten og den succes kulminerede i år med flere priser. Tina blev udnævnt til ”mest vindende rytter” i de Forenede Arabiske Emirater, og så har hun fået prisen for at ride bedste 7-års hest, og den mest vindende hest, Calvara, med hvem hun har optjent over en million i præmiepenge i sæsonen.

Nu får det danske publikum lejlighed til igen at se Tina Lund ride herhjemme, idet hun har fløjet to heste fra Dubai til Europa for at deltage i JBK Horse Festival i Odense. Konkurrencerne starter torsdag den 14. maj og slutter søndag den 17. maj, og Tina glæder sig til igen at ride på dansk grund.

Glæder sig til Odense
– Jeg glæder mig helt vildt meget til at ride i Odense, og til at møde mine kolleger, og især nogle af de ryttere, som jeg har redet på landsholdet med også som ungrytter. Flere af dem har fået børn, så det bliver så dejligt at komme hjem og møde dem alle, fortæller Tina entusiastisk. Hun er netop færdig med morgentræningen af de to heste hun har fået med hjem til Danmark.
De to heste er den 7-årige Paprika, som er udnævnt til den bedste hest i sin aldersgruppe i UAE og 8-årige Cicero II, som Tina blot har redet i tre måneder. Det er en meget lovende hest, som Tina har vundet 150 cm klasser på i Dubai denne sæson (150 eller 160 cm er den højde som de sværeste klasser afvikles i ved springstævnerne).
Hestene rider hun for kunder i Dubai, og hestene landede i Amsterdam for tre dage siden. Herfra blev de kørt op til brødrene Schou på Absolute Horses ved Kolding, og der står de så, mens Tina er i Danmark.

Foto: Ridehesten

 

 

 

 

– De to heste har så godt af at komme med hjem til Danmark, hvor de kan gå på fold og græsse, noget som ikke er muligt i Dubai, hvor der de kommende måneder er så varmt, at hestene får stævne- og træningspause. Det er to lovende heste, som jeg skal videreuddanne, mens vi er i Danmark.
– Jeg er lidt ked af, at jeg ikke kunne få min bedste hest Calvara med til Europa, ham har jeg vundet så meget på i Dubai, og med ham kunne jeg have fået en plads på landsholdet til EM i Aachen i august. Jeg rider Calvara for kunder i Dubai, og de syntes ikke han skulle til Europa i sommer. Nu får han så fire måneders pause i stedet for, og det er nok også godt nok, så er han klar til en ny sæson i efteråret, fortæller Tina.

 

Søgen efter nye heste
Mens Tina er hjemme i Danmark er hun også på jagt efter nye heste. – Jeg har solgt de fleste af de heste jeg har redet og uddannet for kunder i Dubai, så nu er jeg på udkig efter nogle nye. Jeg vil gerne købe talentfulde heste, men også meget gerne ride dem for kunder i Danmark, og så sælge dem, når de er blevet uddannet og har fået succes i Dubai. Så er der nogen som kunne tænke sig at have en hest gående i Dubai, de kan besøge, så vil det da være fantastisk, siger Tina med et bredt smil.
– Jeg ser frem til at ride i Odense, jeg ved godt at jeg kommer med to unge og urutinerede heste, så jeg forventer bestemt ikke at vinde Stutteri Ask Grand Prix på søndag, men jeg ser frem til at ride på banen og gøre mit bedste, slutter Tina Lund, der allerede mandag efter stævnet flyver tilbage til Dubai, for at tilbringe nogle dage med sin familie inden turen går tilbage til Danmark for at gøre hestene klar til at deltage i DM-stævnet hos Absolute Horses i Kolding i slutningen af måneden.
 

 

 

 

 

 

 

Copyright: Horsenews.dk – website udviklet af CMS Editor